I skovbunden ved Örebro Skole hopper en frø rundt på de smattede efterårsblade. En flok piger får øje på den og kalder på Mika. De holder sig på afstand, mens de kigger på frøen. Mika går hen til den, bukker sig ned og samler den nysgerrigt op. Pigeflokken nærmer sig forsigtigt og danner kreds om Mikas udstrakte hænder. Pludselig hopper frøen og lander hårdt på jorden og et skrig fra en af pigerne gennemtrænger luften i den stille skov. Pigeflokken spreder sig hurtigt. Mika ænser ikke skriget eller bevægelsen, men lægger sig hurtigt på knæ for at fange frøen igen. Hen er ikke bange.

7-årige Mika er født som dreng, men er ikke blevet opdraget til at være en "rigtig dreng" eller "en rigtig pige". Hver morgen bliver der åbnet for garderoben, og så peger Mika på dagens outfit. Hvis tøjet er for upraktisk, bliver der sagt nej, men ellers bestemmer Mika. De lyserøde nuancer er mest populære for tiden. Håret er langt og flettet, for det var, hvad Mika valgte hos frisøren. Traktorer, tegninger og tylskørter pryder værelset, som indeholder alle regnbuens farver.

"Kom så venner, lad os lege"
I 1998 indførte Sverige nogle lovændringer, som forpligter skoler og børnehaver på at modvirke traditionelle kønsroller. Drenge og piger skal have samme muligheder for at prøve ting og udvikle interesser uden begrænsninger fra traditionelle kønsroller.

Over tid har det ændret den pædagogiske praksis i mange svenske institutioner, heriblandt Mikas tidligere børnehave. Her opfordrer man ikke længere drengene til at være vilde og klatre i træer eller pigerne til at være søde og lave perleplader. Her siger man bare: "Kom venner, lad os lege". Bøgerne på hylderne handler ikke om stærke prinser, som redder sårbare prinsesser, og aktiviteterne henvender sig ikke til drenge og piger, men til alle.

Danmarks Pædagogiske Universitet lavede i 2008 en undersøgelse omkring kønsstereotyper bygget på observationer fra tre danske børnehaver. Den dokumenterede, hvordan kønsstereotyper stadig spiller en stor rolle, og hvordan et blåmalet Star-Wars-hjørne og et rødmalet dukke-hjørne opdeler børnene.

"På baggrund af forskning ved vi, at praksis er mytebåret, og at vi møder børn forskelligt og stereotypt på baggrund af køn. Det har en betydning for den praksis, der er omkring, hvordan man møder børn, hvilke aktiviteter man tilbyder dem, hvad man forestiller sig, at de er dygtige til og hvilke evner og egenskaber, man prøver at fremelske", siger uddannelses og kønssociolog, Cecilie Nørgaard, der har firmaet Mangfold og er forfatter til flere bøger om diversitet og køn. Hun har i lang tid prøvet at implementere den kønsforskning, der findes i den pædagogiske praksis, særligt i forhold til dagstilbud og skoler.

Forskning har vist, at spædbørn ofte italesættes ud fra deres køn. Drenge bliver italesat ift. deres potentielle evner: "Han er en stærk krabat, som nok skal klare sig", hvorimod piger italesættes ift. deres udseende: "Hvor er hun yndig, sikke nogle lange øjenvipper". Ifølge Cecilie Nørgaard kan disse subtile detaljer have indflydelse på barnets selvforståelse.

"Hvis man begrænser børn til stereotype opfattelser, vil man begrænse deres muligheder for at blive de mennesker, de er", siger hun og pointerer, at drenge selvfølgelig skal have lov til at være superhelte, og piger skal have lov til at være prinsesser.

"Det handler ikke om at tage noget fra nogen. Det er tværtimod et spørgsmål om at putte på og skabe flere muligheder, så paletten bliver større. Flere facetter af identiteter i spil så kønnet ikke får hovedrollen", siger Cecilie Nørgaard.

En queer familie
Mika bor i et rækkehus i den svenske by Örebro med sine forældre Del LaGrace Volcano og Matilda Wurm samt lillebror Nico. Mika går i 1. klasse på den lokale steinerskole og leger mest med pigerne fra klassen, så længe de kan lave noget aktivt. For ellers bliver det kedeligt. Om torsdagen går Mika til showtime dans med vennerne Vintra og Bonnie, og som mange andre børn elsker Mika at vende på hovedet, tegne og klæde sig ud.

Hverken Del eller Matilda har gennem deres opvækst kunne identificere sig med den klassiske kønsopdeling. De er begge ikke-binære, hvilket er en betegnelse for mennesker, der hverken identificerer sig helt som mænd eller helt som kvinder, men befinder sig i det store spektrum derimellem.

Matilda er fra Tyskland og underviser i LGBTQI-psykologi på det lokale universitet. Del er fra USA, og er intersex. Det er en fællesbetegnelse, som beskriver en række forskellige kropsvariationer. Som intersex er man fra naturens side født med en krop, som ikke stemmer overens med normale definitioner på mænd og kvinder. Der kan opstå variationer i kønshormoner, kromosomsammensætninger og kønsorganer. I nogle tilfælde kan det ses fra fødslen, og i andre tilfælde træder det først i kraft i puberteten. Det anslås at være i omegnen af 1 ud af 1000, som er født som intersex.

Han Hun Hen

Da Del ikke kan producere sæd, fik de hjælp fra en ven af familien. Matilda og Del valgte ikke at blive kønsscannet inden fødslen, og derfor valgte de navnet Mika, da det kan være både et pigenavn og et drengenavn.

De forsøgte ikke at forbinde farver og adfærd med et specifikt køn. Ligeså forsøgte de at undlade at kønne andre mennesker. Det var altså ikke "pigen derovre", men vennen, forælderen eller personen. De købte tøj i mange forskellige farver, og da Mika blev i stand til at træffe sine egne valg, begyndte hen at vælge det tøj, der føltes rigtigt. I begyndelsen var farven gul meget populær.

I børnehaven skabte Mika hurtigt et venskab med Eila og Folke - en pige og en dreng. De var en trekløver gennem børnehaven, men med tiden begyndte Mika at blive bedre venner med Eila. Hendes yndlingsfarve var lyserød, så Mikas yndlingsfarve blev også lyserød, og Eila gik til dans, så det begyndte Mika også til.

"Vi synes, at det er essentielt, at lære vores børn, at valg har konsekvenser og Mika er opmærksom på, at det at være en person med en penis og iklæde sig lyserødt tøj kan have konsekvenser," siger Del.

I de første år brugte Del og Matilda pronomenet "han", da de ikke ville skjule Mikas køn. De ønskede at lade Mika vide, at det er okay at være en dreng. Senere begyndte mange at omtale Mika med "hun", men Del og Matilda har aldrig rettet andres valg af pronominer.

"Vi vil ikke gøre det til noget særligt. Hvis folk siger "han" eller "hun", så går vi med det. Det er oftest udefrakommende, som er mest bestemt på at definere det", siger Del.

Efter Mika begyndte i skole og blev præsenteret for det svenske kønsneutrale pronomen "hen", har hen foretrukket dette. For nogle mennesker kan det dog være svært at huske.

"Det er ikke fordi, jeg bliver irriteret, hvis folk siger "han" eller "hun". Jeg vil bare hellere kaldes hen", siger Mika, mens hen hopper fra sten til sten gennem skoven på vej over til steinerskolens SFO.

Eleverne i skolen er ved at lære det. Klasselærerne Sophia og Kirsten tog en snak med eleverne i starten af 1. klasse. Det var vigtigt for dem, at der ikke blev lavet et stort nummer ud af det. Sophia forklarede eleverne, at man kunne kalde hende "frøken", "lærer" eller Sophia, men at hun foretrak Sophia, hvorimod Kirsten, som er lidt ældre, foretrak "lærer".

"Nogle mennesker vil gerne kaldes han, nogle vil gerne kaldes hun, og nogle vil gerne kaldes hen. I Finland har de faktisk ikke han og hun, men bare hen. Mika vil for eksempel gerne kaldes hen. Nogle gange kan man komme til at sige det forkerte ord, men så bliver man bare rettet", forklarede Sophia til børnene.

"En elev fra klassen rakte hånden op og sagde: "Jeg vil gerne kaldes hun"", siger Sophia og uddyber, at det var en sjov samtale, og at hun og Kirsten oplevede, at det ikke var noget særligt for eleverne. De siger det stadig forkert nogle gange, men så retter Mika det bare.

På skolen er der ikke drenge- og pigetoiletter, men bare toiletter. Om to år begynder klassen at bade efter idræt, og der skal Mika vælge, hvilket omklædningsrum hen helst vil benytte.

"Mika har udtrykt, at hen ville foretrække at bade med pigerne, men vi ved endnu ikke, hvordan de andre piger ville have det med det", siger Del. "Måske kan skolen facilitere et bad til ikke-binære børn".

Mikas vilje eller Dels vilje?

Del bliver ofte spurgt, hvorvidt Mika egentlig har et valg angående påklædning, eller om Mika kun kan vælge imellem de ting, som Del kan lide. Nogle folk tror, at Del trækker sin egen konflikt med den binære opdeling ned over sine børn. Det er et spørgsmål, der kan få Del til at blive stiv i blikket.

"Det spørgsmål underminerer og respekterer ikke barnets integritet, frie vilje og mulighed for at vælge selv. Hvis Mika havde efterlignet os, ville Mika ligne os, men det er ikke tilfældet. Jeg har forsøgt at introducere unisex tøj til Mika, men det blev ikke godt modtaget", siger Del og forklarer, at det kan være stressende konstant at skulle forsvare og bevise, at deres måde at gøre tingene på ikke er skadende og forkert.

"Jeg spørger ikke heteroseksuelle par, hvorfor deres søn følger faderens fodboldinteresse, eller hvorfor deres datter har præcist det samme hår som moderen. Men mange føler, at de kan tillade sig at stille spørgsmålstegn til os og vores børn. Nogle har sågar en underliggende angst for, at Matilda og jeg skader vores børn ved bare at være os selv," siger Del.

Hen imødekommer, at familiens involvering i LGBTQI-miljøet selvfølgelig har haft indflydelse på børnene, som har fyldt køkkenlågerne med tegninger af farverige regnbuer, men Del ser det mest af alt som et privilegium at have den forståelse for køn i en tidlig alder.

Klokken ringer ud på steinerskolen, og en flok elever løber op på bakken i skolegården. De skal lege dyr, og i dag er det Mika, som bestemmer, hvilke dyr de skal være.

"Du er en skildpadde, du er en giraf, du er en hest, og du er en løve", siger Mika, mens hen peger rundt i flokken.

De andre børn nikker indforstået og begynder at leve sig ind i rollerne. Legen begynder, de løber efter hinanden og springer vildt rundt i skolegården. Selv er Mika en kanin.