Natasja, Camilla og Karem har indtaget de forreste sæder i bussen, som kører gennem det vestjyske landskab på vej hjem fra den sidste gymnastikopvisning med Lomborg Efterskole. Som altid kan Karems stemme høres i bussen:
"Så ringer jeg til dig næste år og siger: Hey Tas. Hva så, skal vi mødes på fredag? Og så siger du: Nej jeg skal til gymnasiefest".
Natasja afbryder ham: "Det siger jeg ikke, hold nu op".
"Du må ikke blive moden og voksen", svarer Karem. "Vi skal stadig være skøre i hovedet".
"Jeg bliver aldrig moden," forsikrer Camilla.
En kort stilhed indtræffer, hvorefter Natasja udbryder: "Se, en vandspreder". Hun peger ud på et sprinkleranlæg, som vander de tørre vestjyske marker. "Ej, det skal vi altså gøre igen, inden skolen er forbi", siger Karem, og refererer til torsdagen forinden, hvor de kom hjem fra Brugsen gennemblødte af vand.
I sidste uge havde de deres sidste undervisningstime, fredag begyndte den sidste måned, og i dag havde de deres sidste gymnastikopvisning. Fra nu af vil "den sidste gang" blive en fællesnævner for skolens begivenheder. Sidste gang inden de forlader skolens trygge og uforpligtende rammer, og skal træffe det første betydningsfulde valg om deres fremtid. Et valg om hvad man kan blive, hvad man vil ses som, og hvem man er.